Mærkelige Følelser

Som tiden dog går og går.

Når jeg tænker 2 år tilbage, eller bare 1 år, så havde jeg aldrig forestillet mig, at JEG skulle af sted til USA. Jeg "tænkte på det" og "drømte" om det, men troede ikke rigtigt på det. Jeg tror, jeg har skrevet dette før, men jeg havde faktisk meldt mig ind på Vivild efterskole og var blevet optaget. Så på den måde havde jeg allerede valgt. I må ikke misforstå mig, jeg glædede mig VILDT meget til Vivild. Men heldigvis valgte jeg alligevel en anden vej :D

Min veninde Laura hjalp mig lidt på vej til at vælge USA. Hun fortalte mig, at hun ville søge ind hos Rotary, noget som faktisk kom lidt bag på mig (sorry Laura) men det at rejse væk i et helt år er jo en stor beslutning, og jeg havde svært ved at vælge mellem USA og Vivild - VIRKELIG svært! det var det, der holdt mig tilbage. Jeg troede Laura havde det på samme måde. Men hun vidste, at hun gerne ville af sted. Hun søgte ind hos Rotary, og det mindede mig om "vores drøm" som stadig kunne blive til virkelighed.
Desuden hjalp mine forældre og især mine søskende med at overtale mig. Citat; "Hvis det er noget du vil, så gør det. Det er aldrig for sent, og du kan altid prøve at søge ind. Se hvad der sker. Vi havde ikke de muligheder, da vi var i din alder, men det har du, og når muligheden er der, synes vi da, at du skal tage den. USA er once in a life time, så kan du altid tage på kostskole eller noget andet med Laura, når vi bliver voksne." (i stedet for efterskole).

Jeg tror på, at det var det, der fik mig overtalt. Og gud, hvor er jeg dog glad for det! Ikke fordi efterskole ville have været helt fantastisk, for det ville det helt sikkert, men fordi jeg ved, at udveksling altid har været det rigtige for mig. Det lyder virkelig åndsvagt, men det kan jeg bare mærke.

Og selvom tiden flyver af sted, bogstaveligt talt - påskeferie, lockout, afsluttet lockout, håndbold afslutning, får trukket eksamens fag og bang! så er der eksamen, og så går det hurtigt! Så jeg ved, at om ikke lang tid, sidder jeg i flyveren. Men jeg føler samtidig, at der er "lang tid til", altså jeg føler, at jeg ikke rigtig kan forholde mig til det? eller rettere sagt, forestille mig det. Jeg VED at jeg skal af sted, og at kommer til at ske! men jeg kan ikke SE tingene for mig. Altså mig, i lufthavnen, med mine kufferter, min familie og mine venner, hvor vi siger farvel. Jeg kan ikke se mig i flyveren, kigge ned på lille Danmark. Jeg kan ikke se mig vågne op i en anden seng, gå i en anden skole, på en anden gang, omgivet af andre mennesker. Det er så "uvirkeligt", på trods af at jeg har fået en værtsfamilie, en skole, et sted at bo - jeg kan endda SE det hele på Google Earth, altså jeg burde have noget at forholde mig til. Det har jeg også, men alligevel ikke. Giver det mening?

Det er utroligt med de mange følelser, der dukker op. Det er svært at forklare, og svært at forstå. Måske forstår jeg det heller ikke, når jeg selv bliver voksen. Jeg tror, man skal være i situationen, før man forstår. Så hvis der sidder nogen og læser dette, vær forberedt på MANGE blandede følelser, også inden det hele begynder...
(undskyld den blev så lang)